Årets gang 2009
1 + 2. kvartal
Omkring påske blev planterne klippet, det var nemmere i teorien end i virkeligheden. Mange af vore stokke havde kun 2 nye skud, så det var vanskeligt at gøre det rigtigt. Sommeren var god, og umiddelbart så blomstringen ud til at forløbe OK.
3. kvartal
Nu nærmer druehøsten sig, og det ser ud til at blive en fin høst. Druerne var lidt længe om at foretage farveskift, og er ikke særligt store. Men til gengæld er der mange og de er primo oktober stadig pæne.
4. kvartal
!8. oktober blev der høstet. Tørt vejr efter en uge med regn og nattefrost. Sukkerindholdet var pænt mellem 60 0g 70 oeshle afhængig af druesort. Det der tog længst tid var afstilkning af de ca. 80 kilo. Druerne var i pæn stand og kun få måtte frasorteres.
Efter trædning blev pulpen hældt på levnedsmiddelgodkendte plasttønder, så forgæringen kunne finde sted. der blev tilsat enzymer med henblik på at forbedre processen. Efter 2 dage blev der tilsat gærkultur og næringsmiddel.
Efter 5 dage blev pulpen presset til most og hældt på glaskar. Gæringen blev så voldsom, at den var vanskelig at styre. Efter lidt nervepirrende arbejde lykkedes det dog at få mosten til at blive under gærrør.
Der blev tilsat 1 kg. sukker pr. 25 liter for at øge alkoholprocenten med 1 grad. Efter 16 dage blev vinen omstukket, let svovlet og sat til sin første klaring. Nu forestår den malolaktiske gæring, som foretages i jukeferien.
Årets gang 2008
1. kvartal
Efterhånden er det blevet normalt først at vinterbeskære, nåt man er rimelig sikker på, at den værste risiko for nattefrost er ovre. Da der var lovet vinter sidst i marts og i påsken, besluttede vi at vente med beskæring, selv om knopperne var begyndt at vise sig.
Der kom sne og frost, så det var sikkert en klog beslutning, men lørdag den 30. marts blev vinplanterne skåret tilbage til ca. 10 cm. under den laveste tråd. Alle planter ser ud til at have klaret den milde vinter, men for en sikkerhedskyld får rørene lov til at beskytte stokkene, indtil de nye skud er godt på vej. Det beskytter også de spæde skud mod rådyrene, som kommer forbi, når de skal ned til dammen for at drikke vand.
2. kvartal
Foråret kom til rette tid, og maj har givet en masse varme. Planterne vokser dag for dag og allerede medio maj kunne de 2 nye skud formes.
Ikke alle planter har sat 4 skud, men generelt set vokser de godt, men maj har jo også været fantastisk.
3. kvartal
Selv med en tør sommer er vinen vokset støt. Ud over knibning af sideskud har planterne passet sig selv. Der er sat druer i passende mængde, som medio august begyndte at skifte farve fra grøn til rød.
Årets gang 2007
1. kvartal
Blev medlem af Foreningen af Danske Vinavlere - www.vinavl.dk - som har en god hjemmeside med gode links. Havde allerede sidste år læst Benny Gensbøl og Jens Michael Gundersens bog "Vinavl i Danmark". Den er desværre udsolgt fra forlaget, men kan stadig fås på biblioteket.
2. kvartal
April gik med at gøre jorden klar samt lave espalier. Minigraver, motorbør og fræser blev lejet hos SD-Maskiner i Ry - www.sd-maskiner.dk. Handledeprimært med Bent Købke fra www.vinmager.dk samt Sølund Gårdbutik ved Hovedgård - www.solund-trading.dk - hvor de trykimpregnerede pæle blev købt.
Primo maj kom de nye planter i jorden, der blev gødet m.v. Bambuspinde og planterør skulle være sat ved hver plante, men desværre er der gået koks i leveringen af opbindingsudstyr og planterør. Det begynder at stramme til, da planterne kommer pænt, det gør mælkebøtter og tidsler i øvrigt også.
Har eksperimenteret lidt med vanding, og er kommet frem til at tågedyser fra Gardena sat i alm. vandslange sagtens kan fungere. Altså umiddelbart ikke behov for at købe særlige slanger eller trykregulatorer.
3. kvartal
De 3 første uger af juli gik med sommerferie. i år var det en vinrundtur og derfor kommer den med her. Først gik det til Eguisheim i Alsace, hvor vi hos Henri Gsell - har handlet vin der siden 1991, både fordi familien er meget rare mennesker, men også fordi Gsell-familien laver noget af den bedste vin i området - fik tanket op både til turen rundt og til den danske eftersommer. På oversigtskortet foran turistbureauet ved byens torv kan man finde stedet . Man bliver dybt misundelig over den flotte vækst i vinmarkerne.
Har man brug for overnatning i Tyskland kan Hotel Werratal anbefales. Det har udviklet sig til et rigtig godt spisested og har nyrenoverede værelser (Werrahaus har de bedste værelser).
Er man i området vil det være naturligt at bo i Husseren Les Chateaux hos Lucas De Jong. Lucas havde i 80erne Tranbjerg Kro, men købte så hotellet i Husseren. Her er vi også kommet siden 91 - her laves der god mad, og har man ikke tid til at køre Frankrig rundt, har Lucas et garagesalg af vin fra alle områder. Stedet ligger også godt for nogle gode gå-ture.
Herefter gik turen over Les 2 Alpes og L'Alpe D'Huez for lige at få plads til mere god vin og mad. Hotel L'Adret kan anbefales. I øvrigt er der her fremragende MTB-baner og nem adgang til de store "TOUR-toppe".
Vi havde lejet hus i ChateauNeuf Du Pape efter at have besøgt byen i 2003. Frokostrestauranten gav sig selv - det kan kun være La Mulepå byens torv. Man kan nemt komme til at betale for meget for områdets vin, så man skal se sig for - her kan anbefales Domaine Durieu, specielt deres 2005 Lucile Avrilforventes der meget af. Den sælges på stedet for 17 Euro og har i DK en udsalgspris på ca. 230 kr. Men alle deres vine er gode - de 2 Durieu brødre anses lokalt for at være "tres serieux"!! Prøv også deres Plan de Dieu 2005, den er fremragende allerede på nuværende tidspunkt. Fås til 10 Euro mod 130 kr. herhjemme.
Vores nabo var Fargueirol som også har nogle særdeles gode vine til rigtige priser. Vi så på nogle 80'er årgange, men blev anbefalet i stedet at købe 2003, der kun koster det halve og er af bedre kvalitet. Det ser man ikke så tit. Lige nu er der tilbud på 1990 årgangen, som er ganske god
I Cht9DP lejede vi hus hos Michel Melchor via Gites de France (skriv 2111 i "no d'herbergement", så kommer du frem til beskrivelsen). Huset ligger 300 m. fra centrum og har 3 soveværelser, så max. 6 personer. Lækkert hus med egen pool, udekøkken, patio m.m.
Herfra gik det til Marcheseuil i Bourgogne, hvor vi også havde lejet hus (aktiver "Gites rural" i øverste venstre hjørne, og tast 1051 i "no d'Herbergement" på den side der så kommer frem; så kommer du frem til beskrivelsen). Huset er netop istandsat og der er virkelig kælet for detaljerne. Ejerne er fra Paris og det ses tydeligt på indretningen.
Stedet ligger kun 5 km fra Maranges, Santenay og Pommard, så her gjorde vi vores største indkøb. Det er håbløst at rådgive om bourgogne, her må man lade pengepung og smagsløg råde. Da vi tidligere har boet i Givry var vi også lige heromkring.
Hjemme igen kunne vi se, at vejret ikke har været særlig godt. Vinplanterne er begyndt at få brune spidser, så lige nu venter vi på varme og stille vejr!!!
4. kvartal
Heldigvis havde ingen planter taget skade, og de blev ved med at vokse til langt hen i oktober. Nu er der kun at vente på, at det blive forår!!!!! |